Så smukt ser det ud fra præsteboligens altan en dag i februar. Neden for udsigten om sommeren.


Præsteboligen set fra haven.
Boligen er fra ca. 1870. Kontoret og overetagen blev renoveret i 98. Nyt køkken m.m. i forbindelse men præsteskiftet i 2007.
Præstegården består af præstebolig og et landbrug, som er forpagtet ud til forpagter Arne Schousboe, der har været forpagter siden 1976. I 2006 afhændede han sine malkekøer, men har dog stadig lidt kreaturer. Præsteboligen udgør sammen med forpagterfamiliens bolig og avlsbygningerne en firelænget gård.
Til avlsgården hører 67 tdr. land opdyrket jord. Desuden er der 8 tdr. land skov beliggende på Fallevej i Finderup og 2 tdr. land eng i Ravnstrup.

Gårdspladsen.
Finderup har sandsynligvis oprindeligt være præstesæde - den første præstegård skal have ligget som den vestligste gård i byen. Det var i katolsk tid. Efter reformationen har den protestantiske præst overtaget præstegården. Denne har dog senere boet i Agerskov, der også ligger i Finderup sogn, i det det vides, at hr. Jens (se præstelisten nedenfor), der var sognepræst i 1594, boede her, men senere flyttedes til Fallesgårde, hvor der var præstegård indtil 1870. I ca. 230 år boede præsterne i Fallesgårde.

I kirkebøgerne, som ses på billedet i det åbne brandskab i præstekontoret, indskrev man man tidligere fødsler, dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Kirkebøgerne var den grundlæggende registrering af borgere her i Danmark undtagen i Sønderjylland. Der var særlige regler for indskrivning i og opbevaring af bøgerne. Blandt andet skulle en genpart (kontrabøgerne) opbevares i et ligeledes brandsikkert skab hos kirkebylæreren. Denne sørgede for at det, der blev indskrevet i hovedbogen i præstegården også bleve skrevet i genparten.
Nu om dage har vi elektronisk kirkebogsføring. Så skal præsten på landet og kordegnen i byen ikke mere skrive i sådanne kirkebøger som på billedet, men på et tastatur foran en skærm. Det er jo noget anderledes, men det er mere praktisk og bedre i pagt med tiden.
Præsteboligen set fra søen mellem Finderup kirke og haven. Det er et egetræ, hvis grene danner det flotte mønster på den blå himmel. Neden for ses det fra den anden side.