PILGRIM FOR EN DAG, den 24.juni 2011.

Atter i år inviteres sognets beboere med på en dags vandring: fredag den 24. juni. Man behøver ikke melde sig til på forhånd, men møder blot op på Kompedallejren kl. 8.45 medbringende mad og drikkelse til frokost. Vi går ca. 23 km. og er fremme ud på eftermiddagen på herberget i Naturskolen v/ Hald, Ravnsbjergvej 710. Undervejs er der andagt i Dollerup Kirke kl. 14.30 v/ sognepræst Hanne Rytter. Alle er velkomne.

Pilgrimsvandring på Hærvejen, ”Den danske camino”: fra Padborg til Viborg 11.-25. juni

Den smukke tur på 290 km. fra Padborg ved den dansk-tyske grænse til domkirkebyen Viborg tager to uger. Deltagerne overnatter på gårde og i lader langs ruten, møder herbergernes værtsfolk og besøger kirker undervejs. De seneste år er mange bygninger langs Hærvejen bygget om til velfungerende pilgrimsherberger. Et arbejde Elisabeth Lidells mand, arkitekten Andreas Blinkenberg, er drivkraften bag.

På vandringen får deltagerne mulighed for at lade sig inspirere af Bibelens mange vej-metaforer, og dagens vandringer rammes ind af meditationer og gudstjenester på samme måde som pilgrimspræst Elisabeth Lidell har oplevet det på pilgrimsruter i både Norge, Sverige, Italien og Spanien. Men først og fremmest vil deltagerne kunne glæde sig over sommeren i « Vorherres grønne katedral ».

Undervejs lever gruppen ind i ”de syv pilgrimsnøgler”: langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. På vandringerne får man et Guds ord med på vejen. Det sker bl.a. i form af gudstjenester og andagter undervejs. 

Arr.: Elisabeth Lidell, pilgrimspræst